STILLINGSANNONCE
Er du vores nye præst?
”Der er håb for den kirke, der vover at være kirke på måder, der først og fremmest giver mening for dem, der endnu ikke er en del af den”.
Har du lyst til at være præst i en kirke, der bærer det håb, så er der netop nu en ledig stilling som præst i Vadum Frikirke.
Om os
Vadum Frikirke er en menighed med godt 100 medlemmer i en af Aalborgs oplandsbyer. Vi er engageret i lokalsamfundet, bl.a. via en velfungerende genbrugsbutik, et gospelkor og et godt samarbejde med den lokale folkekirke.
Vi drømmer om en by, hvor det er naturligt for mennesker at engagere sig i kirken, fordi de føler sig mødt og accepteret, som de er.
Vi drømmer om en kirke, hvor mennesker kan finde fred med Gud, og hvor vi tør tale om Jesus som vores tilværelses anker, og hvor Helligånden siger os alt det, vi ikke kan sige os selv.
Kirken indgår i et nationalt fællesskab, der hedder Evangelisk Frikirke Danmark (EFD).
EFD hed tidligere Missionsforbundet og har eksisteret siden 1888.
Om stillingen
Vi tilbyder en stilling som præst til ca. 30 timer om ugen. Dine primære opgaver vil være at prædike, danne følgeskab, turde skubbe til folks opfattelser, kunne gå ind i folk med træsko på, samtidig med at vandre varsomt og omsorgsfuldt med mennesker, når der er behov for det – med andre ord: kunne skabe meningsfyldte relationer.
Du understøtter det arbejde, der allerede er i kirken, såvel som inspirerer og bidrager til nye initiativer. Vi håber, du er en idégenerator, der sammen med os kan udvikle ideer til, hvordan vi kan række ud til byen.
Vi håber, du har energien til at organisere og evnen til at motivere og skabe følgeskab. Vi tilbyder dig også muligheden for at være en del af nogle af de aktiviteter, vi har i øjeblikket, fx gospelkor, mandskor, seniorcafé og genbrugsbutik, og selv om kirken ikke bugner af børn lige nu, vil konfirmandundervisning også kunne komme på tale.
Et andet vigtigt aspekt i stillingen er nærvær – at være til stede, når livet gør ondt, yde sjælesorg og være en medvandrer.
Om dig
Du er teologisk uddannet og arbejder løbende med, hvad det vil sige at være tro mod Jesus – og tro mod Bibelen.
Det er vigtigt, at du er god til mennesker, og at du har lyst til at involvere dig i andre mennesker.
Relationsdannelse er et af dine mest markante personlighedstræk. Du kan helt naturligt snakke om Gud og tro med os, der har mange års kirkejubilæum, og med dem som træder ind i kirken for første gang. Og du ønsker at hjælpe menigheden til også at tale med andre om Gud.
Du anerkender og er i stand til at favne en menighed, der rummer teologiske forskelligheder og ikke altid læser Bibelen med de samme ”briller”.
Om du er ung eller gammel, gift eller single, mand eller kvinde er ikke væsentligt. Det vigtige er, om vi i gensidighed oplever, at Gud leder os til at vandre sammen for en kortere eller længere periode!
Kontakt
Hvis ovenstående lyder som det rette match for dig, så send din ansøgning og CV til menighedsraad@vadumfrikirke.dk snarest. Du er også velkommen til at kontakte menighedsrådsformanden, Gitte Thomsen, på tlf. 2782 1436, hvis du har spørgsmål.
Dine oplysninger vil blive behandlet fortroligt.